Escape

[Castiel J. Whitefeather]

Tavis Lan Cooper

Efter at have skrevet sin velovervejede beslutning ned med sirlig blækskrift på et ark pergament tog Castiel til Ugleriget, for at sende det af sted bundet fast på en af uglernes ben.
Nu skulle han bare vælge den uheldige, der ville få brevet fastgjort.
Faktisk havde han en smule ondt af den. At skulle blive sendt af sted med hans brev, hen til hans familie i Aberdeen, hvor den helt sikkert ville møde et halvt dusin frustrerede, konkurrenceprægede familiemedlemmer, før den kunne blive sendt tilbage med et svar til ham - og der ville bestemt ikke stå sådan noget som glædelige hilsner og forsikringer om, at man var okay ligesom enhver anden normal familie.
Men til gengæld kunne den flyve væk til bedre steder og få klaret tankerne, når det passede den - noget, Castiel misundte den.

Da det var gjort, fulgte hsns øjne hvordan uglen red på vinden med sine fjerklædte vinger med livlig interesse.
Det var uden tvivl ret fascinerende, hvordan de fleste fugle kunne gøre noget så fantastisk som at flyve - den eneste ting mennesket ikke kunne finde ud af uden hjælp fra for eksempel en flyvemaskine eller andre smarte fornødenheder.
Mennesket havde generelt en lang historie ligesom et par andre skabninger, men det var mærkværdigt nok kun mennesket der var blevet velsignet med følelser og egen intelligens.
Endnu en fascinerende ting at spekulere over. Ligesom at alting var lavet af energi.

Med en let rysten på hovedet afværgede Castiel sine mange indfald, før det udviklede sig til ét stort rod af et tankespind, som han alligevel ville have svært ved at komme ud af igen.
Det var en lille vane han havde udviklet. Det virkede som hans udvej, hans exit-skilt, når virkeligheden blev for meget for ham, når realiteten satte ind og krævede Castiels opmærksomhed - hvilket det også havde gjort i flere uger nu.

[Tavis Lan Cooper]

Tavis havde brug for tid alene, han havde været sammen med den store folk af folk, som for det meste omgav ham. Men efter at de var begyndt at spørge ham, om hvorfor han virkede så sur, havde han fået nok af dem og var smuttet uden at svare. Her for tiden havde han det skidt, han hade sig selv, en stemme i hans sind rakkede ned på ham og prøvede heltiden at få ham ned i et sort hul. Derudover regnede det nærmest ned, med eftersidninger som jo nærmest spildte hans tid. Den værste havde været hos Ravenclaws overhoved, for Tavis der ellers spillede sej, brød sammen overfor manden, han havde endda stadig en bangage om højre hånd, fordi han havde smadret den ind i en væg og skade den grundigt. Bare tanken om den dag, fik ham til at fnyse koldt, imens han forsatte med at gå, han havde ikke rigtig noget mål, men hans ben bar ham afsted imod uglerite. Så det var nu blevet planen at tage derop, så kunne han sikre sig at hans hornugle Taz havde det godt, og han regnede ikke med at der ville være nogen deroppe. Ferien glæde han sig ikke til, for han skulle hjem til Bill hans værge, og en af professorene havde sendt ham en ugle, efter hans dårlige opførelse. Så Tavis ferie skulle nok bruges, på at gøre rent på militær basen, hvor Bill arbejde og det var ikke rengøring med stav, men med masser af knofedt. Han glæde sig langt fra, det eneste han så frem til, var at han skulle se en quidditch kamp da det irske og britiske hold skulle kæmpe, og han havde fået en billet til kampen. Tavis sukkede tungt, imens han begav sig op ad de mange trapper, som førte op til uglerne. Han var i klædt grå bukser, sorte sko, en hvid skjorte og Hufflepuff slips, hans korte hår sad for engang skyld uglet. Tavis var kendt på skolen, de fleste vidste hvem han er, for han er kendt for at lave ballade, at få eftersidninger og at snakke grimt til de voksne. Desuden er han kendt for, at han for 2 år siden havde tæsket en medspiller på Hufflepuff quidditch hold, og dermed var blevet smidt af holdet, samt at fyren han havde tæsket var gået ud af skolen få dage efter. Der havde været hele 5 lære for at slæbe ham, væk fra fyren, og hvis ikke de havde trukket ham væk, havde han nok dræbt fyren. Så den hændelse, var han ret så kendt for, selv 1 års eleverne kendte den, da folk plejede at advare dem imod ham. Tavis traske videre op ad, men dog tog han det med ro, man kunne høre hans tunge skridt. 

[Castiel J. Whitefeather]

Fanget i sin egen fascinerende tankeverden, bemærkede Castiel ikke engang lyden af de langsomme skridt, som var på vej op mod Ugleriget. 
Det var så typisk ham ikke at opdage lige præcis dét. 
Istedet hang der en sangtekst, som gentog sig igen og igen i hans forvirrede hovede:

I'm scared to get close,
And I hate being alone,
I long for that feeling to not feel at all.
The higher I'll get, the lower I'll sink,
I can't drown my demons,
They know how to swim.

Hvis han skulle være ærlig, så var det nogle ret bedrøvende og sørgelige, for ikke at nævne trøstesløse, linjer. Nu kæmpede Castiel bare med at huske, hvilket af de bands han lyttede til, der havde indspillet netop dén sang. 
Siden hans forældre ikke gad tolerere ham for ham, på grund af hans evne til at ændre udseende efter eget forgodtbefindende, havde Castiel fundet trøst i bøger og en musikgenre kaldt metalcore. 
Selvfølgelig!
Pludselig fik han lyst til at slå sig selv for panden (hvilket han da også gjorde). Sangen var indspillet af Bring Me The Horizon, også kendt som BMTH, med Oliver Sykes som vokalist - og så vidt han huskede, hed sangen Can You Feel My Heart, som var den første sang i deres album, Sempiternal.
Ja, Castiel gik meget op i detaljer. Nok mest fordi han var en musik-junkie af en Ravenclawer at være. For ham var Metalcore også dejligt beroligende - det var hans måde at tage imod livets udfordringer på, men det var også hans måde at undgå at skade andre.
Frustrationerne, han selv bar på, kom ud sammen med musikkens aggressive toner. 
Måske var det fordi, at Castiel var færdig med at tænke i dybere lag eller fordi, at lyden af skridtene var kommet nærmere, men nu opdagede han i hvert fald hvordan de før så stille, tunge fodtrin på stentrappen nu var højere og tydeligere. 
Med et ryk vendte han hovedet mod indgangen til Ugleriget. Han gad nok godt vide, hvem det var, der var på vej op mod uglerne her, men han følte ikke rigtig for, at skulle spørge, så der var kun én mulighed: 
At vente, til personen viste sig. 

[Tavis Lan Cooper]

Tavis stoppede op midt på trappen, og vendte blikket ud over landskabet, betragtede hvordan uglerne fløj afsted på lette vinger. Inderst inde ville han ønske det var ham, der bare kunne flyve uden noget mål, bare være fri og ikke skulle tænke på andre. Han burde nok snart besøge fornødenhedsrummet, så han kunne få spilet lidt guitar, rummet brugt han når han virklig gerne ville være alene. Man skulle ikke tro det, men Tavis er utrolig god til at spille guitar, men også til at skrive sange, han høre dog ikke meget musik, men nyder at lave det selv, det er som om det giver ham en indre ro, føre ham væk til en verden uden problemer. De fleste sange han skriver, handler om hans følelser, og mange af dem er dybe, men han har også skrevet enkle sange med gang i. Han regnede ikke med at skulle være musiker, selvom det enlig lød fristende, og måske det var noget han brude, selvom hans største drøm var at spille professionel quidditch men den plan var droppet. Han glæde sig til at han snart kun havde 2 år tilbage på skolen, og så kunne han forhåbentlig komme videre med sit liv, måske endda finde hans forældre? Han skubbede tanken væk, og fortsatte så med at gå op ad trappen. Luften var skøn, og her var fredeligt, ikke en masse folk som stillede spørgsmål, eller spurgte ham til råds om de mest mærkelige ting, fordi de så op til ham. Han sukkede let og efter lidt tid, nåde han endelig toppen af trappen, hvorefter han trådte ind i ugleriet, dog stoppede han brat op, ved synet af den anden elev. Planen om at være alene var åbenbart fejlet, han sendte fyren et koldt blik" skrid nu" hvæsse han af ham, selvom fyren enlig ikke havde gjord ham noget. Tavis orkede virkelig ikke at skulle glo på en fyr nu, hvis han huskede rigtig havde han set knægten sidde ved Ravenclaws bord, men han måtte gå på en anden årgang for de havde ikke haft timer sammen. Tavis traske hen til trappen der førte højre op, hvorefter han satte sig på andet trin, med armene over kors, imens han stirrede på fyren " nu er du vel ikke ved at springe ud ?"sagde han i en tør tone, imens han hævede et øjenbryn. Tavis pifte kort, hvorefter en hornugle som før havde siddet højt oppe, lande elegant på hans skulder, han smilede skævt til den " hej Taz" mumlede han let til uglen, og kløede den på hoved så den gnubede sig op af ham. Dog tog Tavis ikke øjnene fra fyren.   

[Castiel J. Whitefeather]

De tunge skridts ejermand afslørede sig selv i døråbningen.
En dreng.
Ved at undersøge denne nærmere, indså Castiel, at det her ikke var nogen almindelig dreng.
Ham her havde seriøse problemer.
Det var blandt andet derfor, at han valgte og se den anden vej, da drengen så på ham med sit kolde blik. Og det var også derfor, at han valgte ikke at svare igen på hans arrogante ønske: at Castiel skulle skride ud af Ugleriet. Det var i situationer som disse, at han priste sig lykkelig for at have en såkaldt fornuft, istedet for kun at handle på impuls og sådan noget som adrenalin-kicks.
Alt i alt var han bare glad for, at han var en Ravenclawer, for ham her var ikke én, man lagde sig ud med, hvis man havde livet kært.
Tydeligvis.
For det her var Cooper. Tavis Cooper.
Hufflepuff-fyren, der gik bersærk på en af spillerne fra sit eget Quidditchhold.
Da havde Castiel kun været omkring tolv-tretten år, og selvom det var ved at være cirka fireogtyve måneder - to år - siden, kunne han stadig se det udspille for sig lyslevende.
Som en video i slowmotion.
Med et mentalt gys rystede han minderne af sig og beundrede istedet verden udenfor vinduet, han nu engang stod ved.
Drengen, som nu lige pludselig mere eller mindre sad på trappetrin med armene lagt over kors, kom med en tør bemærkning om at han da vel ikke var ved at springe ud. En smule usikker på, om det nu også var det rigtige at gøre, valgte Castiel at svare - dog skjulte han sin nervøsitet godt og grundigt.
At vise svagheder kunne blive ens endeligt i denne situation. Så Castiel vendte sig om mod og smilede skævt med kun én intention: forsoning.
"Hvis bare jeg faktisk kunne," var det første, det bedste der poppede op i hovedet på ham at sige, "men jeg kan højst kun få fugleøjne og -kløer, ikke vinger."
Fast besluttet mente Castiel, at det sidste fortjente en forklaring, så han valgte at gøre sit lange hår blåt som erstatning for den før sorte kulør.
Hvorfor holde det hemmeligt, at han var anderledes? Hvis det var meningen, at han ikke skulle skamme sig over det, som en selvmorderisk pige havde fortalt ham, kunne Castiel lige så godt sætte et skilt på ryggen af sig selv, med ordet Metamorphmagus påskrevet.

[Tavis Lan Cooper]

Tavis stirrede fortsat på ham, fyren så ikke ligefrem ud til at gå, og det fik hans vrede til at dukke op. De fleste andre ville være gået med det samme, de så ham for mange frygtede ham, de ville ikke ende som den fyr Tavis havde tæsket synder og sammen. Men fyren her udfordre sin skæbne, og Tavis var nu besluttet på at give ham en lærestreg, så knægten en anden gang ville lystre. Han løftede let uglen af skulderen og placerede ham på trappens gelænder, før han rejste sig op i en let bevægelse. Han var et stort problembarn, men hans fortid var skyld i det, og han havde svært ved at komme væk fra det. Nu havde han jo også et ry, på skolen som skulle passes, og han kunne ikke bare lige sådan opføre sig godt, for så ville folk miste deres respekt for ham. Det var i det hele taget ikke nemt, og senere skulle det nok også vise sig at blive værre, for der var noget frygteligt i gære og tingene ville snart gå grueligt galt. Tavis trådte ned af trappen, trådte så frem og stillede sig foran fyren med armene over kors " hvorfor er du ikke gået endnu ? skal du have det på den hårde måde?"spurgte han i en hård tone, og med et hævet øjenbryn, imens han pustede sig op foran ham. Han trådte endnu tætter på, bare for at være endnu mere truende, fyren skulle ikke tro han bare kunne slippe, ved at kigge væk.  Tavis stirrede på ham, som han svarede hvorefter fyrens hår skiftede farve, og han hævede øjenbrynet endnu engang " du er sgu godt nok en særlig " svarede han tørt " måske ville det være bedre, hvis du tog springenet, jeg ville ihvertfald ikke savne dig " svarede Tavis provokerende. Af alle personer dreng viste foran, var Tavis nok den dummeste at vise det til, for han havde mange "venner" som han kunne sprede grumme rygter til, og mon ikke han kunne finde et godt et til fyren her, bare for sjov skyld? bare tanken fik ham smile skævet. Han så afventene på ham, fyren ville gøre klogt i at flygte nu, for Tavis ville være klar til at kaste sig over ham, hvis han blev stående. " nå hvad venter du på ? spring og jeg skal nok sige til folk at de er sluppet for dig" sagde han iskoldt, ligeglad med om han sårede drenges selvtillid eller noget andet!

[Castiel J. Whitefeather]

Castiel skulle lige til at svare, at det her da var et frit land, og at ham her Tavis da overhovedet ikke skulle bestemme, hvem der skulle være hvor - men han tog sig i det. Det ville bare være som at svinge tirrende med en rød klud foran en allerede vanvittigt rasende tyr.
Dog blev det alligevel nok med denne drengs åndssvage bemærkninger. De havde haft den ønskede effekt - de tirrede Castiel. De ramte ham, sårede ham, og fandt hans for længst gemte vrede frem, så den buldrede for fuld styrke gennem hans årer. Adrenalinet blev en del af hans blod, og han skulle også lige til at handle på denne overilede indskydelse, da Castiels før druknende fornuft brød gennem raseriets overflade.
Istedet lukkede han øjnene og tog en dyb indånding. Da han så åbnede dem igen, så han Tavis på en helt anden måde. Han havde faktisk ondt af ham. Dog sørgede han for at kvæle den pludselige omsorg i sit blik, så det ikke kunne ses og bruges imod ham. Alligevel havde Castiel sin tryllestav klar i ærmet, for han var bestemt ikke blødsøden og/eller blåøjet. Hvis denne dreng gik til angreb på ham, ville han sørge for at være parat med en eller flere beskyttelses-besværgelser.
Desuden spærrede Tavis udgangen med sin "truende position", som sørgede for at han kun kunne slippe væk via vinduet, hvilket han højst sandsynligt - eller nej, overhovedet ikke - ville være i stand til at overleve. Om drengen virkelig ville gå så langt som at lade ham begå selvmord skulle Castiel ikke kunne sige.
Men der var mindst ét valg, det var der altid. Lige i øjeblikket havde han hele fem valg:
Ét: at spille offer
To: at lade være med at sige noget og afvente fyrens næste trick
Tre: at tage flugten ud ad vinduet og dermed dræbe sig selv - dog var der en chance for, at der fandtes en smart besværgelse til muligvis at afbøde faldet
Fire: at gøre sig selv større og højere ved hjælp af sin Metamorphmagi som afskrækkelse
Og fem: at tale fyren til fornuft
Dog udelukkede Castiel hurtigt nummer et, fire og fem - det ville overhovedet ikke have nogen som helst effekt. Så var to og tre bedre, selvom det indbefattede besværgelser. Men hvorfor skulle han ellers have lært disse smarte besværgelser, hvis ikke han måtte gøre brug af dem?
Det var lidt ligesom bandeord. Ordene var godt nok blevet opfundet, dog alligevel måtte man ikke bruge dem.
Det var jo det mest åndssvage i mands minde.
Toeren ville måske også virke en smule provokerende, og hvis gutten angreb på så tæt hold, ville Castiel måske ikke engang være i stand til at forsvare sig.
Treeren gad han ikke engang overveje. Han var så træt af at flygte, at han bare ikke magtede det længere. Så ville han hellere have tonsvis af problemer på halsen.
Heldigvis (eller uheldigvis) var der også et sjette valg, og før Castiel kunne nå at tænke tanken til ende, var ordene allerede buset ud af munden på ham:
"Hvis du har et problem med mig, vil jeg foretrække at vi får det ordnet på ordentlige manerer," sagde han og rettede ryggen en anelse, "med en duel, der lyder på brug af tryllestave."